Translate

søndag den 15. september 2013

Endelig fik jeg tid....

Endelig fik jeg tid til at skrive lidt nyt på bloggen, har bare haft så travlt på jobbet. Alle vores rengørings- og serviceassistenter skulle ansættes under afdelingsledelser pr. 1.sep, her på Viborg sygehus, og det har givet en del arbejde. Samtidig skulle vi sende 12 personer på en 1 årig uddannelse + 12 på 6 ugers efteruddannelse, alt sammen på samme tid.
Jeg skulle være med til at modtage 35 rotationsmedarbejdere og lave arbejdsplaner for dem. Derudover blev jeg også selv ansat i Medicinsk afdeling, og skulle lave nye planer for 20 medarbejdere, rimelig stresset august måned, som sluttede med et ben i gips pga. en bordplade der røg ned over foden, heldigvis var der ikke noget brækket, men en kraftig forstuvning.

Nu er vi godt i gang med at finde nye rutiner på arbejdet, og håber det fortsat bliver bedre og bedre. Der er stadigvæk nogle bump på vejen, men med de gode kollegaer jeg har, kan det kun gå fremad.

Har ikke lavet så meget herhjemme, men vi er begyndt med at lave høje paneler i vores lange gang, det går ikke så stærkt, mangler at male dem hvide, men det kan jeg fint gøre når det bliver koldere ude. Så kan jeg også få tid til at rydde op og samle sammen til bagagerumsmarked, søster og jeg planlægger at tage afsted til det sidste der bliver holdt i oktober på Fabriksvej i Viborg.
Vi har en del som skal sælges og pengene skal gå til et godt formål, nemlig vores forårsferie på Leros. Vi har jo begge en lejlighed på denne skønne græske ø, så der skal spares op til næste gang vi skal der ned.


Mit skønne gudbarn, Maxi, er lige fyldt 2 år. Han elsker traktorer og så skulle gave fra hans gudmor og "onkel" da være sådan en, heldigvis blev han glad for gaven. Den skal nok få kørt nogle kilometer :).

Er han ikke dejlig?